Føler du af og til, at du er på vej i rasende fart i livet? Du har sat mål, har næsen i sporet, følger strategien – men der er alligevel noget, der ikke helt er, som det skal være. ”STOP MIG” sagde en klient for nylig. ”Jeg føler, at jeg er på highway to hell”.
Så slemt som ”hell” blev det heldigvis ikke. Men det var nødvendigt at stoppe op for en stund.
Begge kan vi godt lide musik. Også AC/DC (heraf citatet ovenfor), og har i forløbet delt mange gode metaforer fra deres albums. Det hjælper nogle gange at sætte billeder på de svære følelser. Og på de ord, der ikke altid kan beskrive og ramme en tilstand – som f.eks. musikken kan.
Jeg har fået lov at nævne vores samtale i anonymiseret form, og vil selvfølgelig ikke gå ind i detaljer. Det, jeg kan fortælle, er, at vejrtrækning blev hans kodeord. En hverdag i en vækstkultur, fart over feltet og massevis af forandringer. Det gik den rigtige vej, men der var dage, hvor suset blev overtaget af ubehaget. Og der blev flere og flere af dem. På disse dage var det ikke længere sjovt, og følelser som uro og angst samt forskellige fysiske symptomer var begyndt at dukke op. Det blev nødvendigt at køre fra “highway’en”, holde en pause og trække vejret.
Kan du ind i mellem også have det sådan?
Brug din vejrtrækning, når ubehaget kommer
Brug din vejrtrækning som et værktøj. Der er ikke noget hullabulla ved det. Det er ikke spor anderledes, end du bruger en hammer, når du skal slå et søm i væggen. Du har dette værktøj med dig hele tiden, men glemmer ofte at bruge det.
Denne øvelse får vores nervesystem i ro:
Træk vejret dybt og langsomt igennem næsen, mens du tæller til 4. Hold vejret, mens du langsomt tæller til 4. Pust ud, mens du langsomt tæller til 8. Gentag øvelsen ca. 5 gange efter behov.
Du kan f.eks. bruge den:
- Før og/eller efter en ubehagelig samtale
- Før og/eller efter en præsentation
- Om morgenen, når du vågner
- Om aftenen, før du skal sove
- Når tankemylderet sætter i gang
- I bilen før et kundemøde
- etc.
Min klient kører stadig på sin ”highway” og har godt gang i sin forretning. Men nu har han fået en masse værktøjer med på turen til at stoppe sig selv og være i sin egen krop, når ubehaget af og til dukker op. Værktøjer, udvalgt til hans personlighed, så de virker lige netop for ham.
Han har travlt, og han elsker, når der er travlhed. Den gode travlhed uden stress. For stress og travlhed er ikke det samme, selvom udtrykkene ofte bruges tilfældigt. Stressen “lister” sig ofte ind på os, uden vi mærker overgangen fra sund travlhed til usund stress.
Vil du vide mere om stress?
og vil du vide mere om værktøjer til at få nervesystemet i ro eller til at få ro og balance i din hverdag, så kontakt Stresspartner.
Vi hjælper private og virksomheder med at håndtere stress og navigere i en foranderlig verden.
Kærlig hilsen
Gitte Vinther-Jensen
Comments are closed.